Merrilds kafferisteri
Indtil 1969 var Merrild Kaffe ikke en egentlig produktionsvirksomhed, men mere en handelsvirksomhed, der købte og solgte kaffe. Kafferistningen blev udført hos underleverandører. Kaffesalget var støt stigende og Merrild ville kunne spare et betragteligt beløb ved selv at stå for kafferistningen. Der var desuden også et stigende behov for lagerkapacitet og administrationslokaler, så i løbet af foråret 1969 gik byggeriet af en administrations-, lager- og pro-duktionsbygning i gang i Kolding. Indflytning skete den 6. juli samme år. Siden er bygningen løbende blevet udvidet og ombygget og fremstår i dag som et moderne og effektivt kafferisteri.
Den tid er forlængst forbi, hvor kaffen bliver leveret i sække. Nu ankommer kaffen i store containere. Kvalitets- og proceskontrollen tager prøver af bøn-nerne for at kvalitetsbestemme dem. Hver sending får en kvalitetskode, som bruges, når kaffeblandingerne skal laves.
Kaffe er et naturprodukt og kaffebønnerne ændrer smag fra år til år. Vi ønsker at producere nøjagtig samme kvalitet / smag igen og igen. Derfor blander vi forskellige bønner for at opnå den samme smag hver gang.
Efter blanding ristes bønnerne, hvorefter de formales i store kaffemøller. Der-næst pakkes kaffen i poser og kartoner og er nu klar til at blive kørt ud til butikkerne.
Vores kvalitets- og proceskontrol tager løbende prøver af den ristede og formalede kaffe og prøvesmager dagligt rigtig mange kopper kaffe.

Vil du læse mere om kaffe og dens forunderlige rejse fra bønne til kop?